Forms
Forms
Hvad er Microsoft Forms?
Microsoft Forms er en let tilgængelig app, hvor du som bruger kan oprette et væld af spørgeskemaer, i programmet kaldet formularer, som kan bruges til bl.a. tilmelding, tests og afstemninger. Forms kan integreres ind i PowerPoint slides og du kan vælge at få resultaterne vist både på appens brugergrænseflade såvel som i Excel ark.
Pædagogiske og didaktiske fordele
Microsoft Forms kan bruges af dig som underviser, til at aktivere de studerende. Du kan f.eks. benytte den som et redskab til quiz i undervisningen, hvor du bl.a. har mulighed for at fornemme niveauet hos de studerende og tilpasse din undervisning herefter – CDUL har skrevet om hvordan man kan bruge quiz i sin undervisning og det kan du læse mere om her.
Du kan også lave en Forms som du deler med de studerende umiddelbart før forelæsningen, hvor de kan nedfælde spørgsmål, som du kan besvare løbende, efter en pause eller ved næste forelæsning. Muligheden for at skrive spørgsmål, eventuelt anonymt, gør at studerende som ikke er trygge ved at udtrykke sig verbalt i plenum eller måske har andre udfordringer, kan blive aktivt involveret i undervisningen og få svar på deres spørgsmål.
En anden måde hvorpå Forms kan benyttes i undervisningen er, at man kan lade den være et værktøj for en refleksionsøvelse, hvor du som underviser kan stille et eller flere refleksionsspørgsmål til de studerende. Hvis det er meningsfuldt for dig som underviser, kan du eventuelt benytte svarene til at facilitere en diskussion om emnet i plenum efterfølgende.
Ydermere kan du benytte Forms asynkront, altså før eller efter dit kursus, hvor studerende på egen hånd besvarer en Forms. Du kan benytte den før kurset til at fornemme niveauet hos de studerende eller efter, hvor du kan se om de har fået det ud af undervisningen som var tiltænkt. Du kan også efter undervisningen sende en Forms ud, hvor du beder de studerende om at evaluere kursusgangen, og således få inputs til planlægningen af næste kursusgang.
Inspiration
Hvis du er nysgerrig og gerne vil vide mere om hvad Forms kan bruges til, så kan du læse mere her på Microsofts hjemmeside. Hvis du har brug for pædagogisk eller didaktisk rådgivning eller sparring omkring brugen af Forms, så er du også altid velkommen til at kontakte CDUL.
ADGANG
Microsoft Forms er en del af Office365 pakken. Ønsker du adgang til Office 365, kan du finde information til at tilgå det her.
GDPR
Microsoft Forms er en del af Office365 pakken. Office 365 anvendes på AAU efter aftale med Kontraktenheden. Du kan derfor trygt anvende Office 365 i undervisningssituationer.