Nogle studerende syntes det var sjovt og var glade for, at undervisningen var anderledes. De fik desuden nye digitale færdigheder, som er eftertragtede på arbejdsmarkedet i dag, hvor podcast og videocast ofte bruges som formidlingsformer. Kurset byder på stor variation, fordi der skiftes mellem teori og praksis, herunder også undervisning i podcast / videocasts. Som underviser er det også sjovt at få denne variation ind i arbejdet.
Når man prøver noget nyt, støder man også på modstand. Det har krævet en ekstra indsats fra de studerende, samtidig med, at de skulle holde fokus på semesterets øvrige fag og deres projekt. Det kræver også noget fra underviserens side. Fx aflønnede jeg en lektor fra kommunikation med egne timer til at undervise om konceptudvikling af podcasts / videocasts, fordi jeg ikke selv følte mig klædt på til det men mente, at de studerende havde brug for den faglige viden. CDUL har været en stor hjælp med at afholde workshoppen. Ellers ville det have været en yderligere udfordring.
Formålet har i sidste ende været at øge engagement og sikre bedre projekter fra de studerende. Om det er lykkedes, kan jeg ikke med sikkerhed sige, da jeg kun har gennemført faget på denne måde. Men alene det, at undervisningen føles sjov, mere varieret, og at de studerende får nye digitale færdigheder, gør, at fordelene i mine øjne opvejer ulemperne.