Nyhed
Videoredigering - det skal du vide
Lagt online: 09.06.2022

Nyhed
Videoredigering - det skal du vide
Lagt online: 09.06.2022

Videoredigering - det skal du vide
Nyhed
Lagt online: 09.06.2022
Nyhed
Lagt online: 09.06.2022
Panopto er AAU’s officielle videosite, hvor du både kan redigere dine videoer og dele dem med de studerende og andre interessenter. Panopto er integreret i Moodle, så det er forholdsvist nemt at linke til en video i et kursus, som du har lavet og redigeret i Panopto. (Du kan også bede dine studerende om selv at udarbejde videoer som afleveringer – men det er en snak til en anden dag. I mellemtiden kan du selv læse mere her.)
For at få adgang til Panopto skal du blot følge dette link og logge ind med dine AAU-oplysninger. Derefter kan du finde hjælp i CDUL’s vejledninger til Panopto, som du finder her.
Camtasia er et videoredigeringsprogram, hvor du kan finpudse dine optagelser og klippe dem sammen med forskellige effekter. Du kan desuden benytte Camtasia til at lave optagelser af dit skrivebord, hvis du for eksempel vil vise, hvordan en bestemt database fungerer. Du kan læse mere om Camtasia her.
Når du er færdig med at redigere i Camtasia, kan du downloade din video i mp4-format og distribuere den der, hvor du har lyst.
Hvis du vil have undertekster på din video, anbefaler vi, at du benytter funktionen på Youtube. Vær dog opmærksom på, at Youtube hverken er GDPR-godkendt eller rummer en officiel AAU-licens. På Youtube er der et udmærket system til at tekste din video, og der findes en del Youtube-videoer, der kan vejlede dig i hvordan. Husk også, at du kan få transskriberet en lydfil i browserudgaven af Word, og at du herefter blot skal gennemgå transskriptionen for fejl, før de forskellige dele kan kopieres over i en undertekstfunktion.
Husk desuden at webtilgængelighedsloven anfører, at vi skal have undertekster på alle videoer.
Du kan låne udstyr hos CDUL til at optage dine videoer. Du kan bl.a. låne en kamerapakke, så du kan optage dig selv eller interviewe en anden person. Du kan også bare låne en mikrofon, så du kan optage lyd af høj kvalitet. Læs mere om hvad CDUL tilbyder af udlånsudstyr her.
Hold videoerne korte. Vi anbefaler, at de højst er ti minutter lange. Hellere flere korte videoer end en lang.
Lav eventuelt overskrifter på de forskellige hovedpunkter. Dette vil gøre det lettere at stilladsere den viden, du gerne vil have at de studerende skal tilegne sig. Du vil desuden også ramme flere læringsstile.
Undgå tids- eller situationsbestemt indhold – for eksempel sætninger som ”Hej 3. semester – sikke et dejligt vejr vi har for tiden” eller ”[…] som vi talte om forleden” bliver meget situationsbestemt og kan derfor kun genbruges med forbehold. Hvis formålet er at få lavet nogle videoer, der kan genbruges i flere år, er det bedst at de er situationsneutrale. Dette skal dog ikke forstås, som at de også skal være upersonlige. De fleste studerende føler sig bedre tilpas, når de kender eller kan mærke deres underviser. Du skal derfor ikke afvænne dig fra de små vaner, der gør dig til dig. Du kan også overveje selv at optræde i videoen. Enten som et lille billede nede i hjørnet, eller som indklip med dig i fokus.
Som med alt andet er begyndelse svær. Det er nemt at blive meget selvbevidst om, hvordan man trækker vejret, udtaler forskellige ord eller alle mulige andre ting. Vi anbefaler dig, at du forsøger at se bort fra disse ting. Husk på, at dine studerende har mødt dig i virkeligheden, og at det er dig, den slags skønhedsfejl vil irritere mest.
Nu har du forhåbentlig fået et indblik i, hvordan man kan arbejde med at optage videoer. Hvis du har nogle spørgsmål eller udfordringer, står vi altid klar i CDUL til at hjælpe dig. Du kan kontakte os via cdul@iaspbl.aau.dk.
God fornøjelse!